Sommerfugle og insekthaven – med masser af farver, vilde buske og utæmmet ukrudt

Uddrag fra bogen ”Naturen forkæler din hjerne” af Boe Sallingboe, Forlaget Mellemgaard 2018

Dette er måske min yndlingsplanteliste, for når jeg lukker øjnene og ser rodebutikken for mig, så kan jeg høre, hvordan luften er varm af summen og flapsen fra de mange glade insekter og bestøvere. Det eneste, der kunne mangle i plantelisten, er et insekthotel og et vandbad med mospuder og sikre landingsforhold, så alle kan få dyppet snablen og slukket tørsten uden at drukne.

Man kan ganske enkelt plante den vildeste blomstrende jungle med det orgie af blomster, buske og træer, som denne liste indeholder. Der er masser at spise for både mennesker og dyrelivet. Og bedst af alt, så er der noget at se på året rundt. Der er ting i blomst fra tidligt til sent på året, der er masser at gemme sig i, og med lidt held vil man også kunne tiltrække store rovsværmere som diverse arter af guldsmede. Hvis man er blød om hjertet, kan man sige et par ting om den stakkels svirreflue, der bliver ædt af guldsmeden i flugten, men jeg er personligt vildt fascineret af det gladiatorshow, der kan udspille sig i luften på en varm sommerdag.

Som du kan høre, kan jeg næsten ikke få armene ned, og jeg håber inderligt, at netop denne planteliste kan inspirere en eller anden i Vej & Park eller på miljøborgmesterens kontor, så vi kan få plantet en masse af de ting, som er godt for byernes insekter, og dermed i sidste ende også rigtig godt for os og byens økologi.

Jeg vil også mene, at netop denne planteliste er et seriøst alternativ til udplantning i terapihaver og alle slags institutionshaver, netop fordi haven vil blive levende i sig selv grundet den lange blomstringsperiode og ikke mindst det dyreliv, den vil tiltrække. Det er selvfølgelig ikke så godt, at der er rose og tjørn, man kan stikke sig på, samt efeu og kaprifol, som er lettere giftige at putte i munden, men hvis de bliver taget ud,
sidder vi faktisk tilbage med en allstar vinderliste, der på et skrabet budget vil kunne omdanne selv den mest nedslidte skolegård, den gamle parkeringsplads eller den forsømte gårdhave til en sand oase.

Lad os minde hinanden om, at det egentlig kun er hvepsen og hestebremsen, der er irriterende i paradisets have. Alle de andre tusindvis af forskellige insekter og bestøvere bider eller stikker kun i nødværge, hvis man er så uheldig at træde eller sætte sig på dem. Så der er tusindvis af gode grunde til at etablere og vedligeholde den store trestjernede nektarbuffet til storbyens husvilde bestøvere. I runde tal har vi omkring 20.000 arter af insekter i Danmark. Mange af dem er nyttedyr, så vi har en forpligtelse til at gøre, hvad vi kan, for at skabe gode habitater for nogle af dem.

Der er eventyr i luften sammen med sommerfuglene, og jeg synes faktisk også, at en af de mest beroligende lyde, der findes, er den dybe brummen af en humlebi eller en guldsmed på fransk visit.

 

Forslag til hårdføre bestøvervenlige planter til både krukker og udplantning i haven:
Almindelig bærmispel, Amelanchier lamarckii, stor hårdfør busk, modne bær i jul.-aug., blomstring i maj. Anemone – balkan, Anemone Blanda, Bi-magnet, bunddækkeblomst, rig på pollen, blomstrer i april.
Anisisop, Agastache foeniculum, nøjsom flerårig urt. En af de vigtigste bi-planter. Blomstrer jun.-sep.
Asters, Aster spp., hurtigt voksende flerårig blomst. Rig på pollen. Stor blomsterrigdom i sep.-nov.
Blodkløver, Trifolium incarnatum, bunddække, som blomstrer i sensommeren, bruges også til grøngødning.
Blomme, Prunus domestica, mindre frugttræ med røde, gule, grønne eller blå frugter. God til fugle.
Blåbær, dværgbusk, Vaccinium myrtillus, surbundsplante. Bær med mørkt frugtkød og masser af mineraler.
Blåbær, ”amerikansk”, Vaccinium Corymbosum, surbundsbusk, bær med lyst frugtkød. Skal krydsbestøves.
Blåhat, Knautia arvensis, flerårig urt, rig på nektar, kan også smide lidt pollen af sig, blomstrer jun.-aug.
Blåkant, (katteurt) Nepeta mussinii, solkrævende bunddække med en lang blomstring fra maj-sep.
Blåpude, Aubretia x deltoidea, stedsegrøn staude, blomstrer ekstremt flittigt fra tidlig apr.- jun.
Brombær, Rubus plicatus, kraftig plante med søde og sene bær i aug.-okt., blomstrer flittigt i maj-jun.
Canadisk gyldenris, Solidago canadensis, høj og kraftigt voksende flerårig plante, blomstrer i sep.-okt.
Ceanothus, Ceanothus americanus, middelstor busk med tørre bær, mange små blomster i maj-jul.
Cikorie, almindelig cikorie, Cichorium intybus, vildt voksende flerårig plante, blomstrer i jul-sep.
Citronmelisse, Melissa officinalis, flerårig krydderurt, dufter skønt. Blomstrer hele sæsonen. God til bier.
Dild, Anethum graveolens, 1-årig spiselig urt af skærmplantefamilien, blomstrer i maj-juni.
Efeu, Hedera Helix Goldchild, hårdfør bunddækkeefeu med lyse kanter på bladene, blomstrer i okt.-nov. Erantis, Eranthis hyemalis, sammen med vintergæk den tidligste forårsbebuder. Blomstrer fra februar.
Farve-gåseurt, camomile, Anthemis tinctoria, flerårig urt med god kraftig gul farve. Blomstrer jun.-sep.
Fingerbølplante, Digitalis purpurea, gammel lægeplante brugt til hjertemedicin. Blomstrer i jun.-aug. Guldclematis, Clematis tangutica, meget kraftigt voksende klatreplante, gule blomster i jun.-nov.
Guld-ribs, Ribes Aurerum, løvfældende busk med gule blomster og rødt efterårsløv. Blomstrer maj-jun.
Gyldenris, Solidago spp. Let dyrkelig gammel folkemedicinplante med lang blomstring fra jul.-sep.
Gærde-kartebolle, tidsel, Dipsacus fullonum, 2-årig høj tidsel, rig på nektar, blomstrer jun.-sep.
Have-morgenfrue, Calendula officinalis, 1-årig plante, let dyrkelig, historisk lægeplante, blomstrer jun.-nov. Henrys gedeblad, Lonicera acuminata henryi, stedsegrøn klatreplante, let giftig, blomstrer jul.-aug.
Hjortetaktræ, Rhus typhina, lys og varmekrævende løvfældende træ. Smukt efterårsløv. Blomstrer jun.-jul.
Hjulkrone, Borago officinalis, etårig spiselig lægeurt, spirer nemt og vokser hurtigt. Blå blomster i maj-sep.
Honningtræ, Evodia daniellii og Evodia hupehensis, frostsart træ, bi-plante nr. 1, blomstrer i august.
Honningurt, Phacilia, slægt med flere hundrede underarter, dyrkes som nektarkilde. Blomstrer jun.-okt.
Hvidkløver, Trifolium repens, vildtvoksende nektarrig bunddække, trives i mager jord. Blomstrer jun.-sep.
Hvid stenkløver, Melilotus albus, flerårig plante med særlig højt nektarindhold. Blomstrer jul-sep.
Hyld, almindelig hyld, Sambucus nigra, stor vinterhårdfør busk, historisk lægeplante, blomstrer i jun.-jul.
Hæg, almindelig hæg, Prunus padus Colorata, stor vinterhårdfør busk, rig på nektar, blomstrer i maj.
Indianermynte, Anisisop, Agastache foeniculum, spiselig staude. God til bier og sommerfugle. Jun.-sep.
Isop, ægte isop, Hyssopus officinalis, kraftig duft. En af de vigtigste bi-planter. Blomstrer jun.-sep.
Jordbærtræ, Arbutus unedo, den sene blomstring falder sammen med modningen af sidste års frugt.
Julerose, Helleborus niger, tidligt blomstrende stedsegrøn staude, der både kan klare frost og skygge.
Kalkkarse, Arabis, slægt af tørketålende stauder. Fine til stedbed og sandet jord. Blomstrer maj-jul.
Kattehale, Lythrum salicaria, stor og buskagtig sumpstaude med kraftig blomstring fra jul.-aug.
Katteurt, (blåkant) Nepeta mussinii, solkrævende bunddække med en lang blomstring fra maj-sep.
Kirsebær kornel, Cornus mas, stor busk eller lille træ, vindstærk, blomstrer bedst i fuld sol i mar.-apr.
Koriander, Coriandrum sativum, sart etårig krydderurt. Kræver læ. Alle plantens dele kan spises.
Krokus, Crocus tommasinianus + spp., 80 arter. Rig på pollen og fattig på nektar. Blomstrer i marts.
Kæmpe Verbena, Verbena bonariensis, flerårig prydplante. Op til 2 meter høj. Lilla bl. stande i sep.-okt.
Lavendel, Lavandula augustifolia, Delvis stedsegrøn, kraftigt voksende med lang blomstring jun.-sep.
Liguster, Ligustrum vulgare, populær hækplante. Bør først klippes i august, da den blomstrer i juli.
Læderkrone, Ptelea, lille slægt med tre arter af velduftende og sent blomstrende buske, senere træer.
Magnolia, Magnolia ssp., busk eller lille træ med store blomster. Afhængig af sort blomstrer den marts-jul.
Mahonie, Mahonia aquifolium, stedsegrøn kompakt busk med store klaser af gule blomster i april.
Mjødurt, Filipendula ulmaria, høj løvfældende flerårig urt, trives i DK, dufter godt og blomstrer jun.-aug.
Mynte, Grøn mynte, Mentha spicata, kraftigt voksende flerårig urt med aromaterapeutiske effekter.
Mælkebøtte, Taraxacum officinale, robust selvsående plante. Rig på pollen og nektar. Blomstrer i maj-jul. Nyengelsk Asters, Aster novae-angliae, duftasters er en høj staude med stærk aroma. Blomstrer jun.-jul.
Oliehør, Linum usitatissimum, etårig plante med højt indhold af omega 3-olie. Blomstrer juli-aug.
Oregano, Origanum vulgare, krydderi af merianfamilien. Hårdfør flerårig urt. Blomstrer jul.-sep.
Paradisæble, japansk p., Malus floribunda, gode frugter til fuglene, blomstrer overdådigt i maj-jun.
Pieris, pieris japonica, Mange arter, stedsegrøn, farveskift i nye skud, blomstrer tidligt fra marts-maj.
Pil, Hvidpil, Salix alba var. Saba. Hjemmehørende træ med karakteristisk bladfang. God til byens bier.
Pil, troldpil, Salix matsudana, piletræ med kraftig vækst og karakteristisk krøllede grene. Genial til småfugle.
Pile-kornel, Cornus stolonifera, høj busk med små stenfrugter, blomstrer i maj-jun.
Pragtskær, Liatris spicata, Hårdfør flerårig høj græsagtig plante med rosenrøde blomster i jun.-okt.
Purpursolhat, Echinacea purpurea, flerårig høj smuk blomst, fås også som hvid “alba”. Blomstrer jul.-sep.
Raketblomst, Kniphofia, Hårdfør subtropisk staude med ikonisk udseende og lang blomstring fra jun.-okt. Raps, Brassica napus, Bi-bestøvningen af raps er bedst. Raps er rig på pollen og nektar. Blomstrer maj-jun. Rose, Rosa spp., brug gerne gamle nektarrige sorter eller vildroser med hyben, blomstrer typisk i jun.-okt.
Rosmarin, Rosmarinus officinalis, stedsegrøn krydderurt med nålelignende blade og nektarrige bl. i sep.-okt.
Rød hjortetrøst, Eupatorium purpureum, høj kraftig flerårig plante, trives i DK, blomstrer flittigt i jul.-sep.
Rød kvan, Angelica gigas, toårig høj skærmplante, næsten staude, blomstrer i jun.-jul.
Rød sporebaldrian, Centranthus ruber, hårdfør flerårig urt, der trives i DK. Mørkrosa blomster fra maj-okt.
Røllike, Achilliea millefolium, Soldaterurt, staude, rig på æterisk olie, skattet af bier. Blomstrer jul.-sep.
Salvie, læge salvie, Salvia officinalis, flerårig krydderurt med bakteriedræbende stoffer. Blomstrer jun.-okt.
Sankthansurt, stenurt, Sedum spectabile, flerårig urt. Fås også i rød variant. Blomstrer i aug.-sep.
Scabiose, Scabiosa columbaria var. Butterfly blue, solkrævende og rigt blomstrende fra jul.-okt.
Solhat, Rudbeckia spp., hårdfør flerårig rank kurvblomst. Mange varianter med store blomster i jul.-sep.
Solsikke, Helianthus annuus, etårig plante med store blomster, Ø5-40 cm, stor kraftig vækst. God til fugle.
Sommerfuglebusk, Buddleja davidii, løvfældende busk med lang blomstring til sommerfuglene fra jun.-sep.
Staudesalvie, Salvia nemorosa, kan blomstre flere gange, hvis den klippes. Blomstrer jun-aug. og sep.-okt. Stjerneskærm, Astrantia, gammel staude, mange varianter, som alle er skattet af bier. Blomstrer jun.-sep. Svensk hønsebær, Cornus suecica, lav flerårig vintergrøn urt, blomstrer i maj-jun.
Tidsel, kugletidsel, Echinops cultivars, flerårig høj tidsel, let at dyrke, blomstrer jul.-sep.
Timian, Thymus, stærkt aromatisk flerårig krydderurt. Fås i mange varianter. Kan blomstre hele sæsonen.
Tjørn, crataegus, robust og særdeles hårdført løvfældende træ, blomstrer overdådigt i maj og juni.
Tulipan, Tulipa spp., blomst fra løg, rig på pollen, afhængig af art kan den blomstre fra sidst i marts-juni. Udspærret fløjlsblomst, Tagetes patula, 1-årig blomstrende urt. Modvirker jordtræthed. Blomstrer i jul-aug.
Vandmynte, Mentha aquatica, flerårig krydderurt, foretrækker en våd vokseplads. Blomstrer jul.-sep.
Vibeæg, Fritillaria meleagris, lille sart løgblomst ca. 25 cm høj, plantes i læ i grupper. Blomstrer i april.
Vintergæk, Galanthus nivalis, lille og tidligt blomstrende bunddækkestaude. God livsforsikring til bierne.
Ægte heliotrop, Heliotropium arborescens, sart åben busk med duftende violette blomster i jun.-sep.
Ærteblomst, Lathyrus odoratus, duft-lathyrus, meget kraftigt voksende etårig lian. Blomstrer i jun.-sep